Max Jolliffe running the Badwater 135 in Death Valley

Rekorder i Death Valley: en strategi for verdens varmeste løb

Max Jolliffe slog banerekorden på Badwater 135 i ekstrem varme. Sådan gjorde varmetræning, en smart nedkølingsstrategi og COROS-data det muligt.

Cykeldata i dybden: hvad du skal følge, og hvorfor Læsning Rekorder i Death Valley: en strategi for verdens varmeste løb 7 minutter Næste COROS cykling: sådan doserer du en ultradistancetur

Badwater 135 kaldes med god grund ”The World's Toughest Foot Race”. Løbet starter i Death Valley i juli, hvor temperaturen om dagen ofte ligger over 43 °C. Ruten strækker sig derefter 217 km (135 miles) fra det laveste punkt i det sammenhængende USA (86 m under havets overflade) til halvvejs op ad landets højeste bjerg (2.548 m).

COROS-atleten og den professionelle trail-løber Max Jolliffe gennemførte årets løb på 20:53:41. Dermed blev han den første i løbets historie til at komme under 21 timer, og han barberede omkring 39 minutter af en banerekord, der havde stået siden 2019 – i sit allerførste forsøg.

Anvendte produkter:


Op med varmen

Max' løbsdata viser en fejlfri eksekvering. Pulsen lå i zone 1 og 2 det meste af løbet, med en time i zone 3 op ad den første stigning. Han brugte CORE Body Temperature Sensor til at overvåge sin indre varmebelastning, mens COROS POD 2 målte omgivelsestemperaturen fra skoen. Starten i Death Valley foregik i 42 °C, og det kølede lidt af i løbet af natten, men eftermiddagsvarmen toppede med 47 °C næsten seksten timer inde i løbet.

Max Jolliffes løbsdata fra Badwater 135

POD 2-dataene viser mange skarpe fald i temperaturen. De skyldtes Max' nedkølingsstrategier, som du kan læse mere om nedenfor.

Max følte aldrig, at varmen indhentede ham. Han passerede løbere på hver af løbets tre store stigninger, holdt tempoet gennem en lang og hård flad strækning om eftermiddagen og skruede op for indsatsen på de afsluttende kilometer for at indhente både føreren Tamás Bódis og banerekorden på den sidste stigning mod mål.

”I didn't ever feel like I was getting too warm, or that feeling that I need to throttle it back because I'm getting too hot”, sagde Max. ”I never felt that once.”

Den slags ro i verdens varmeste løb opstår ikke tilfældigt. Års udholdenhedstræning, ugers varmetræning og timevis af logistisk forberedelse lå bag sejren.


Træningsplanen

Max begyndte at træne til Badwater kort efter Cocodona 250 og havde dermed omkring to måneder til at forberede sig. Han startede ikke fra nul: Cocodona kræver en enorm aerob base og kan også blive varmt. Efter at være udgået af det løb var Max klar til at lægge det bag sig og sulten efter den næste udfordring.

”Training the heat and training the vert were the two most important aspects of the training”, sagde han.

Varmetræningen bestod af fire til fem pas om ugen: tre aktive pas på omkring 50 minutter i en varmedragt (på løbebånd eller udendørs i eftermiddagsvarmen) plus et eller to passive pas, gennem hele de to måneder.

”I think a lot of people do heat training protocols of like 14 days”, sagde Max. ”But to me, I felt like there's still more to get out of heat training, so we just hit it hard the entire training block.”

Højdemetertræningen var lige så gennemtænkt: intervaller på løbebånd med hældning, pas på TrailCon i Olympic Valley og tid på de faktiske stigninger på Badwater-ruten.

”I definitely trained sessions where the heat was quite a bit worse than what I experienced during the race. You train in harsher conditions so that, on race day, whatever conditions you're facing just feel a little bit more tolerable”, sagde han.

To pas fra den periode viser præcis, hvordan det princip fungerede i praksis.


Simulering af løbsforholdene

Data fra Max Jolliffes varmetræningspas

Den 1. juli fokuserede Max' pas på at simulere løbets stigninger: gentagne intervaller op og ned ad en varm asfaltvej. Hver stigning var omkring 13 km, og hele passet varede cirka fem timer.

Passet var også en bevidst test. I de første to timer droppede Max helt at køle huden ned for at se, hvordan kroppen ville reagere.

”For the first two hours of that race, or of this training run, I didn't do any topical cooling just to see how my heat strain would do”, sagde han. ”And it did start to climb up.”

Resten af passet kølede han sig ned hver time og holdt indsatsen helt til slut. Samlet set var kropstemperaturen høj nok til at skabe tilpasninger, men lav nok til at passet ikke brændte sammen. På lignende stigninger under løbet lå både kropstemperatur og puls lavere, hvilket viste, at kroppen havde tilpasset sig takket være pas som disse.


At lege med ilden

Seks dage senere, på Santiago Peak, hans lokale træningsbjerg, gik et lignende pas galt. Fokus var en længere indsats med mange højdemeter (i alt 2.069 m), men lidt over fire timer inde fik han problemer.

”Yeah, I kind of got smoked. I just didn't bring enough water. You can see the moment when it got really hot, my heart rate just spiked and I kind of got crushed the last bit of that training run.”

Max Jolliffes træningstur, hvor varmen tog over

Han stoppede kun én gang for at fylde op, løb tør for væske og så pulsen stige ukontrolleret, da varmen og stigningerne tilsammen tog over mod slutningen. Han kæmpede sig gennem de sidste to timer og tog en værdifuld lærdom med sig: at respektere de farer, varme kan medføre.

”I wasn't very smart and made a mistake that ended up not being that huge of a deal, but it was a reminder that this is serious what I'm doing, and there are consequences if I'm not careful”, sagde han.

Fejlen fik ham til at stramme op på logistikken for væske og nedkøling resten af træningsperioden. At løbe tør for vand på Badwater var ikke en risiko værd at løbe.


Hold dig kølig

Med de pas og lærdomme i bagagen vidste Max, at hans krop kunne klare varmen på Badwater. På løbsdagen handlede det om et enkelt system: vand og is. Vand giver en kilde til fordampning ud over sveden, og moderne stofteknologi får det til at fordampe endnu hurtigere.

Is køler derimod kroppen via varmeledning, noget luften ikke kan, når den er over 38 °C. Under løbet fik Max nedkøling omkring hver tredje kilometer. Strategien gik dybt ind i videnskaben og fokuserede på de bedste steder at overføre varme fra kroppen til isen.

”I started holding my frozen bottles in my hands to dump heat using my palms, which is one of the best places to dump heat”, sagde han.

En hjælper hælder koldt vand over en løber

POD 2 målte udetemperaturen, men kom ofte under vand, når Max fik hjælp af sit crew. Det viser på en unik måde crewets hjælp undervejs og hvor dramatisk temperaturen faldt i netop de øjeblikke.

Strategien kørte som et urværk. Intet af det krævede, at han stoppede: crewet hjalp ham i bevægelse gennem hele løbet. Ikke et eneste skridt blev gået.


Afslutteren

Det varmeste, Max følte hele dagen, havde intet at gøre med de 217 km foran ham.

”Honestly, the hottest that I felt was before the race even started, just getting to the basin and getting out of the car”, sagde han. ”It felt like an air fryer.”

Alt efter startstregen var et system, der allerede var testet under værre forhold end dem, han faktisk mødte. Kropstemperaturen og pulsen var under kontrol, og da den sidste stigning kom, var han rolig, fattet og frem for alt kølig. Det gjorde det muligt for ham at sætte turboen til et sted, hvor alle andre i løbets historie har løbet på en tom tank.

”I pushed so hard and I dug deeper than I probably ever have in any race I've ever done. And it worked out. All the hard training paid off.”